RAPPORT

 

Supervisionsprojekt 2005

Birgitte Rasmussen og H H Kleinert

 

 

PRAKTISERENDE FYSIOTERAPEUTERS ARBEJDSFORHOLD BESKREVET UDFRA ET 1-ÅRIGT SUPERVISIONSFORLØB

– hvad kan der komme ud af 1 års supervision til en gruppe praktiserende fysioterapeuter

 

 

 

 

etik

faglig udvikling

refleksion

tryghed

arbejds-glæde

ressourcer

konflikt-

løsning

stress-håndte-ring

                      

 

 

 

 

 

 

 

Indhold:

 

 

 

 

 

 

 

 

Forord………………………………………………………..3 

Baggrund for projektet…………………………………..3

Formål og metode………………………………………..5

                      Formålsbeskrivelse………………………….5

Supervisionsmetoderne………………………………….6

Cases………………………………………………………...8

Resultater og diskussion…………………………………10

Perspektivering……………………………………………13

Resume……………………………………………………  14

 

                     

Bilag            

1)     Kontrakt……………………15

2)     Spørgeskemaer A, B, C...17

 

 

Forord

 

Dette projekt om supervision til praktiserende fysioterapeuter har været undervejs i 4-5 år. Det er udsprunget af forfatternes egen praksis med at være supervisorer for fysioterapeuter og et ønske om at beskrive og udvikle egen supervisionspraksis. Også et dybt engagement i fysioterapifaget og dets udvikling og i fysioterapeuters trivsel med at gøre det, de gør, har været drivkilder i dette projekt. For ikke at tale om interessen for at undersøge ubelyste områder af faget (og af livet), som også optager os en del.

 

Vi er taknemmelige for den hjælp vi har fået af Praksisfonden, der har støttet os økonomisk både til pilotprojektet og til herværende forløb, og for den støtte og vejledning vi har fået af forskningsfysioterapeut Carsten Juhl.

 

Vi gennemførte i 2003 et pilotprojekt med fysioterapeuter på 2 store københavnske hospitaler, hvor vi undersøgte værdien af supervision til disse grupper. En artikel om dette forløb er offentliggjort i ´Psyklisten' nr. 4, 2004. 

 

I ovennævnte projekt gav deltagerne udtryk for, at de generelt så et vældigt potentiale i den form for supervision, som de havde indgået i. Deltagernes udbytte spændte over udveksling af erfaringer og viden til konfliktløsning ved samarbejdsproblemer. Derudover oplevedes sessionerne som et ’helle’ i en travl hverdag, hvor hver især havde mulighed for at trække læring ud af de emner, der blev taget op, dels ved at registrere følelser og indre sansningerne og dels ved at reflektere over det, der blev talt om.  Vi fandt, at dette var vigtigt for,  at den enkelte kunne tage vare på sig selv som behandler og kunne bevare eller udvikle sin faglighed og arbejdsglæde, og som en direkte følge heraf, at det gav mulighed for at forebygge udbrændthed og i værste fald sekundær traumatisering.

 

Blandt de deltagende fysioterapeuter fandt vi, at der var et stort behov for at  reflektere over faglige og samarbejdsmæssige problemstillinger i trygge rammer sammen med fagfæller.  Vi fandt formen og aftaler om faste supervisionstider velegnet hertil.    

 

 

 

 

Baggrund

 

Historisk set er supervision en udvikling af mesterlæren, den ældgamle metode til overlevering af viden, som hele tiden kræver mesters overblik, håndtering og indgriben, hvis hans elev selv skal udvikle sig til at blive mester. 

Idealet for læring er gået fra, at eleven skulle kopiere mesterens måde at udøve sit håndværk til, at eleven skal udvikle sine færdigheder i overensstemmelse med sine evner[1].

 

Supervision har i dag som metode til formål at udvikle supervisandernes evne til at træffe professionelle beslutninger, der stemmer overens med supervisandens faglige kvalifikationer, menneske- og sygdomssyn, etiske grundlag og følelsesmæssige tilstand[2].

 

”Socialt mod og livskraft udvikles gennem den erfaring, at det er i din afmagt og frustration, at du under de rette omstændigheder finder vej.”

Dette citat af Carl Rogers fortæller lidt om det psykologfaglige grundlag for at etablere en supervisionskultur for fysioterapeuter. Det er i et trygt socialt felt, at man som fagperson kan åbne op til sin personlige frustration og det personfaglige potentiale, enhver rummer. Potentialet er forskelligt rettet og ladet, men det, der giver menneskelig og faglig tilfredsstillelse, er at udleve og udfolde sine iboende muligheder[3].

 

Carl Rogers er også mester for følgende betragtning: ’En person i supervision eller terapi finder ofte flere aspekter ved en oplevelse end han havde ved supervisionens/terapiens begyndelse’.[4]

 

Læger har i mange år været inspireret af den ungarske læge Michael Balint, der har stået fadder til et efterhånden meget udbredt fænomen i Vesteuropa, - og også her i Danmark, - nemlig de såkaldte Balintgrupper. Grupperne, der ledes af en ekstern supervisor, rummer en egen supervisionskultur for praktiserende læger.[5]

Der er en målbar effekt af disse forløb på deltagernes arbejdsglæde, grænsesætning og egenoplevelse af effektivitet[6]. Vores hypotese er, at samme effekt gør sig gældende for fagrelaterede grupper som f.eks. fysioterapeuter.

 

Supervision er en langt fra fuldt integreret del af fysioterapeuters professionelle praksis. Vi har fundet evidens fra nærliggende fagområder for, at supervision er en effektiv måde at udvikle den enkelte på og er på linje med forskning når det gælder udvikling af faget som helhed (læger, psykologer, socialrådgivere).[7] Og vi har, som ovenfor bemærket, en formodning om, at dette også gør sig gældende for fysioterapeuter.

 

Formål og metode

 

Formålet med dette projekt var primært et forsøg på at afdække danske praktiserende fysioterapeuters hverdagsproblematikker ved at etablere et etårigt supervisionsforløb med en blandet gruppe af erfarne og mindre erfarne fysioterapeuter, - mænd, kvinder, klinikejere og indlejere. I løbet af dette år ville vi tilbyde 10 sessioner á 2½ timer. Vores formodning var, at vi i løbet af denne relativt lange periode ville få et kvalificeret indtryk af de problemer og udfordringer, der præger en praktiserende fysioterapeuts liv. Såvel de problemstillinger, der ligger lige for, som de, der er af mere ubevidst karakter.

 

 

Projektets formålsbeskrivelse:

 

  • At undersøge om supervision som arbejdsmetode kan have indflydelse på faktorer som arbejdstilfredshed, arbejdsglæde, faglig standard og faglig effektivitet.

 

  • At undersøge hvilke skjulte eller ringe belyste problemfelter, der spiller en rolle for fysioterapeuter i primærsektoren, herunder hvorvidt og i hvor høj grad fænomener som sekundær traumatisering, udbrændthed, stress og parallelprocesser spiller en rolle for fagudøvelsen

 

  • At undersøge om etablering af en supervisionskultur indenfor primærsektoren i fysioterapifaget er en relevant måde at opnå højere standarder indenfor faget.

 

 

Der var 7 deltagere til gruppen. De havde reageret på opslag i 'Fysioterapeuten', på www.psykfys.dk, i 'Psyklisten' og på breve sendt ud til de enkelte klinikker på Sjælland og Fyn. 


Undervejs stoppede 2 deltagere. Den ene med begrundelsen, at 'det ikke var noget for ham,' den anden på grund af ’tidspres’. Vi fik en ny deltager til de sidste 4 gange.

De 10 sessioner gennemførtes med en fremmødeprocent på 85.

 

Indholdet i sessionerne blev bestemt af, hvad der optog supervisanderne og var deres aktuelle udfordringer i den periode, hvor supervisionen forløb. Sessionerne var således ikke på forhånd planlagt, men som supervisorer var vi forberedte på opdukken af temaer fra så vidt muligt alle dele af en praktiserendes arbejdsliv.  Kontraktligt havde vi på forhånd åbnet for, at supervisionerne kunne vedrøre alt, hvad der angår arbejdslivet (bilag 1). I forløbet arbejdede deltagerne med stress, ledelse, konflikthåndtering, økonomi, grænser, patient-terapeut-relation, etik og værdi-grundlag.

Vi valgte at indhente informationer ad 2 veje: Dels gennem egne observationer, dels gennem 3 spørgeskemaer, som deltagerne skulle udfylde hhv. ved start og slut af hele forløbet og efter hver gang (bilag 2).

Spørgeskemaerne gav os information om deltagernes vurderinger af eget udbytte, mens egne observationer indeholdt tema for supervision, supervisionsmetode, beskrivelse af forløb samt opsamling og feedback fra supervisionen.

Ud fra disse data konstruerede vi 2 cases, som illustrerer metode og indhold, som det formede sig i denne gruppe i dette forløb (se side 6).

 

 

Supervisionsmetoderne:

 

For god ordens skyld vil vi, inden vi gennemgår de supervisionsmetoder, vi har gjort brug af, gøre opmærksom på, at der er tilgrænsende områder til supervision, som vi i forløbet har holdt os fri af.

Det drejer sig om: Faglig vejledning, som er supervision på faglige metoder, Coaching, som er en personlig trænerfunktion og Terapi, som går ind i den personlige biografi[8].

 

I forløbet benyttede vi os af følgende supervisionsmetoder:

 

Reflekterende team: metode hvor en er supervisand og resten af gruppen er medlevende i processen og fx bliver bedt om at have fokus på egne reaktioner undervejs. På et tidspunkt i sessionen stopper supervisor processen og beder teamet komme med deres overvejelser og reaktioner, som de meddeler hinanden. Der er ikke nogen direkte kommunikation med supervisor/supervisand og teamet.

Ex: supervisor og supervisand sidder overfor hinanden. Resten af gruppen instrueres i at reflektere mens interviewet foregår og bagefter dele med hinanden, hvad de har oplevet, tænker og føler omkring det pågældende emne.

 

Tuning in:  form for reflekterende team, hvor gruppedeltagerne bliver bedt om at tune ind på, hvordan det er at være patienten og/eller terapeuten, og hvor supervisor går ind og laver uddybende interviews med teamet.

Ex: en case med en fysioterapeut, der har vanskeligt ved at afslutte en behandlingsseance, da patienten til slut i denne begynder at stille spørgsmål, der er svære at afvise. Teamet instrueres i at forsøge at sætte sig ind i hvordan det er at være denne fysioterapeut og denne patient, og det fremlægges i gruppen i jeg-form.

 

Modellering: her forsøger man at genskabe den attitude eller adfærd, som patient eller kollega udviser, ved at instruere en medsupervisand i at imitere denne og se om, det giver nye indsigter.

Ex: rollespil, hvor en supervisand instruerer medsupervisand i at være en kollega, der med sin adfærd afviser ethvert af pågældendes forsøg på at få en dialog.

Episodeanalyse: struktureret måde at analysere enkeltstående episode, som der så kan generaliseres eller teoretiseres ud fra.

Ex: hændelsesforløb med en kollega opfattes på én bestemt måde af supervisanden, og deres samspil ender gang på gang i en ’blindgyde’. Analysen går i dybden og åbner for alternative tanker, følelser og ønske om anden adfærd i sammen med kollegaen

 

Spejling: ved at lade gruppen eller supervisor gentage – spejle – det sagte sikres, at både afsender og modtager er nærværende, og dermed kommer der næsten pr. automatik en fordybelse af temaet.

Ex:  supervisanden fremlagde sit tema og fik med korte intervaller tilbagemelding fra medsu-pervisander, først i form af spejling af det sagte og dernæst som resumering af  indholdet. Næste skridt blev at anerkende supervisandens problemstilling og afslutningsvis på empatisk vis at dele, hvordan supervisandens problem påvirkede den enkelte medsupervisand kropsligt, følelses- og tankemæssigt.

 

Kreativ supervision: overordnet betegnelse for at benytte sig af kreative og intuitive metoder i supervisionen.

Ex: deltagerne var ikke rigtigt oplagte til at lave supervision. Vi delte gruppen op i 2 grupper á 3 personer, hvor deltagerne skulle supervisere hinanden. En var supervisand, en anden supervisor og den tredje observatør. Vi deltog i hver sin gruppe som overordnede supervisorer. To deltagere oplevede det udbytterigt, fordi de kunne anvende metoden i rollen som superviserende klinikejer. Andre fandt det spændende at prøve. En enkelt blev lidt skræmt over som supervisor at opleve, hvor krævende det kan være at skulle være opmærksom på casen, supervisanden og observatørerne.

 

Fokus på traumer:

Vi har efter aftale med supervisionsgruppen givet en hjemmeopgave, hvor deltagerne blev bedt om – på en tilfældigt valgt dag -, at registrere, hvilke evt. traumehistorier de første 3 patienter bar på. Supervisanderne skulle forholde sig til:

diagnose, familieforhold, traumer i familien, aktuel socialt funktionsniveau, behandling.

 

Forløbsanalyse:

Baggrunden for vor analyse af forløbet har som udgangspunkt baseret sig på seks foci, som er beskrevet af P. Hawkins og R. Shohet:[9]

 

1. reflektioner over indholdet i den enkelte behandlings- eller gruppesession

2. undersøgelse af terapeutens strategier og interventioner

3. udforskningen af relationen mellem terapeut og patient

4. terapeutens modoverføring

5. parallelprocessen – herunder her-&-nu-processen som den afspejler der-&-   

    da –processen mellem klient og behandler

6. supervisors modoverføring

 

Vi har benyttet de 4 førstnævnte foci i vid udstrækning men har ikke bevæget os ind i parallelprocesser og egen modoverføring.

 

CASES

 

Vi præsenterer i det følgende et par supervisionscases til at billedliggøre supervisionens potentiale:

 

Midaldrende kvindelig supervisand. På 8. år klinikejer i  kompagniskab. Der er mundtligt aftalt fordeling af diverse opgaver parterne imellem, men aftalerne holder ikke i praksis, idet medejere ofte glider af på opgaver. Har adskillige gange talt med medejere om situationen. De har lovet at  tage mere fat, men budskabet kommer ikke igennem, for supervisanden oplever, at hun ender med at skulle varetage opgaverne selv.

 

Supervisanden synes, at hun er nødsaget til at påtage sig mere, end hun har overskud til. Hun oplever sig stresset, træt og sur og overvejer ind imellem, om hun skal ophøre med at være praktiserende og forlade klinikken, hvor stemningen efterhånden opleves anstrengt og tavs. Supervisanden oplever ind imellem at have svært ved at bevare personlige grænser overfor patienter.

 

Supervisanden ønsker sig i supervisionsforløbet at blive bedre til at sige fra og sætte grænser i partnerskabet, at blive bedre til konflikthåndtering samt at værdsætte sin arbejdsindsats på klinikken.

 

Har været i faglig supervision i faggruppe og i individuel supervision i forbindelse med konfliktsituation i klinikken.

 

Supervisanden arbejder i supervisionsforløbet med egne problemstillinger, ligesom hun med indlevelse deltager i andres individuelle supervisioner. Oplever undervejs i forløbet at blive tydeligere i kommunikationen med og grænsesætning overfor medejere og patienter. Trætheden aftager noget og en tiltagende glæde ved egen formåen vender tilbage. Supervisanden har dog stadig tendens til at påtage sig for mange opgaver og ønsker at arbejde videre med dette i supervision.

 

Og endnu en case:

 

Yngre kvindelig klinikejer, som er overbelastet af såvel patientkontakt som administrativt arbejde. Hendes stress har både fysiske og psykiske symptomer. Hun er utilfreds med at der mangler meddelelser omkring fridage og arbejdstid, at hendes kollega, som er medejer af klinikken, ikke støtter hende og at der generelt er en lidt kedelig stemning på klinikken. Desuden at hun ikke anerkendes for det store ekstra arbejde hun gør. Og at hun har væsentlig lavere indtjening end kollegaen.

Vi laver rollespil hvor supervisionsgruppen spiller personalegruppen på klinikken. Der kommer fokus på især 2 relationer, hvor supervisanden får både indsigt i den andens indre bevæggrunde og sagt fra overfor den for store belastning.

Der er en umiddelbar effekt i form af følelsesmæssig lettelse og følelse af mere energi i kroppen. På længere sigt angiver supervisand at have fået større tilfredshed med samarbejdet med begge kolleger, men mangler stadig støtte fra medejer.

 

 

I det følgende giver vi en beskrivelse af en enkelt session i gruppens supervisionsforløb. Dette for at give et indblik i, hvordan processen kan forløbe, og hvordan hver enkelt ’medspiller’ i gruppen - i denne session - høstede hver deres  udbytte: 

 

En klinikejer præsenterer følgende problem: I

forbindelse med en kraftig udgiftsstigning på klinikken,

som også medfører visse effektivitetsforbedringer,

vælger denne at sætte indlejerprovisionen op. Dette

er ikke populært hos de ansatte, som reagerer med

surhed, og der er en generel dårlig stemning.

Klinikejeren bliver deprimeret og vred – ”jeg får lyst til at fyre hele banden.” En enkelt af indlejerne er der tillige en mere personlig konflikt med.

Vi starter et rollespil, hvor klinikejeren skal spille sig selv, en gruppedeltager bliver dennes ’alter ego’, og resten af gruppen får roller som de indlejende fysioterapeuter på klinikken.

’Alter egos’ rolle er at forsøge at sætte sig i hovedpersonens sted med så stor en del af sig selv som muligt (kropsligt, følelses- og tankemæssigt).

Efter en kort indledende dialog, hvor ’medarbejderne’ får luft for deres frustrationer, går hovedpersonen over til at forklare, hvorfor han har valgt at gøre, som han har. Medarbejderne reagerer afvisende og er ikke interesserede i hans forklaringer. De oplever, at de er blevet ringere stillet.

’Alter ego’ udtrykker her, at han er ked af, at indlejerne skal presses økonomisk og ked af, at de ikke forstår eller er enige i nødvendigheden af de store ændringer.

Hovedpersonen oplever, at der under hans vrede ligger en stemning af melankoli. Han forbinder sig med, at det er trist at miste den før så gode stemning, hvor der var god glæde og latter i klinikken. Nu er der stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø.

I en ny konfrontation med ’medarbejderne’ bliver han igen vred, men bliver også samtidig trist, og viser det. Det bløder straks holdningen op hos ’medarbejderne.’

’Alter ego’ registrerer samtidig irritation. Hvordan skal han kunne sætte provisionssatsen ned?

Spillet afsluttes med, at hovedperson og indlejere finder ud af, at de skal tale sammen om situationen på en anden måde end før.

I efterbearbejdelsen er klinikejeren optaget af, at det giver ro i sindet at mærke, at det kan lade sig gøre at tale om situationen. Han er handlingsorienteret omkring at tage fat om problemet og få en dialog i gang, fordi han ønsker den gode stemning på klinikken tilbage, og at arbejdspladsen er et sted, hvor de ansatte er glade for at være.

’Alter ego’ bemærker, at det var en spændende proces at være i for ham, fordi han kender til lignende problematikker fra sit arbejdsliv, både som lejer og ejer, og han fik undervejs en ny vinkel på en konkret nutidig situation på sin egen klinik.

’Medarbejderne’ er optaget af, så levende det var at spille disse personer, som de kun var blevet kort mundtligt introduceret til og aldrig har mødt personligt. Desuden af livagtigheden i de temaer, som viste sig i spillet. De finder det interessant, at problemet viser sig i mange facetter under spillet, og at der er flere muligheder for løsning af problemet.

Supervisorerne er tilfredse med forløbet, fordi der både har været en god problemafklaringsproces og en fremadrettet løsningsorienteret energi.

 

 

Resultater og diskussion

 

Indledningsvis besvarede deltagerne skriftligt spørgsmålet: 'Hvad håber du/forventer du er forandret for dig ved udgangen af dette år efter supervisionsforløbet?'

 

Der var her to gennemgående temaer:

Forventning om 1) at blive bedre til at håndtere fagpersonlige udfordringer såsom konflikter, kommunikation og samarbejde samt 2) at forbedre håndteringen af patienter, hvor supervisandernes oplevelse af forskellige grænseproblematikker var i spil.

 

Når vi ser, hvad deltagerne bragte frem i supervisionerne, så var det emner omkring at være leder eller arbejdsgiver for en gruppe fysioterapeuter og/eller administrator. Desuden emner omkring kollegaskab og emner omkring fælles ejerskab til en klinik.

Det er slående, at det i gruppen var samarbejdsrelationer, der udgjorde langt den største del af tidsforbruget. Der blev ligeledes brugt en del tid på stress. Og det var i denne gruppe således, at det, der primært stressede var – samarbejdsrelationer.

 

I forløbet blev der også brugt tid på terapeut-patient-relationen, hvor det ikke var det faglige men det personlige i form af grænsesætning o.l., som var i forgrunden.

 

Efter hver session var det aftalt med deltagerne, at de skulle besvare spørgeskema A (bilag 2) og tage stilling til indhold og egen andel i forløbet den aktuelle dag. Svarkvoten på disse skemaer var 29 ud af  i alt 51 mulige.  Hele supervisionsforløbet blev evalueret på spørgeskema B (bilag 2), og her fik vi 3 ud af 6 mulige besvarelser retur.

 

Det er ikke klart for os, hvad der ligger til grund for de manglende besvarelser fra nogle få deltagere, der sakkede agterud med spørgeskemaerne. Samtlige involverede tilkendegav, at de gerne ville udfylde og sende dem til os. Vi fristes til at tro, at en travl og stresset hverdag med mange opgaver på klinikken har været

en væsentlig grund til, at dette  ikke skete. 

 

Da vi betragter A-skemaet som et processkema for den enkelte deltager,  har vi her valgt udelukkende at fremføre de vigtigste pointer fra besvarelserne i spørgeskema B. Vi har ydermere valgt at fokusere på, hvad deltagerne har udtrykt vedrørende metode og ændringsmuligheder for fremtidige supervisioner, idet deres personlige udbytte fremgår af cases og af afsnittet ’deltageres udbytte’, som vi har beskrevet andetsteds i denne rapport.

 

Traumerelateret supervision

 

Vi fik svar fra 3 deltagere på spørgsmålet om hvorvidt deres første 3 patienter var traumatiserede, og i deres registreringer var der traumer i alle tre  patient-anamneser.

 

Dette gav deltagerne og os et fingerpeg om, at fysioterapeuter sandsynligvis ofte befinder sig i et traumefelt med risiko for at udvikle  sekundær traumatisering.

Som behandler og supervisorer er det vigtigt at være opmærksomme på ovenstående, idet vi ved at sekundær traumatisering kommer snigende og efterhånden debuterer med symptomer, som er meget lig posttraumatisk stress disorder (PTSD)[10].

 

I forhold til metode udtrykte deltagerne bl.a., at det var vigtigt hver gang at starte med runde med ’siden sidst’ for at samle op på deraf afledte reflektioner og evt. handlinger, samt at der var plads til ikke at skulle ’være på’ med problem hver gang.

Desuden at metoden, hvor gruppen trænede kollegial supervision, gav mulighed for at træne i f.h.t. egen praksis.

Der var generelt tilfredshed med at få individuel supervision i gruppen og at have afprøvet forskellige roller i gruppen. Supervision som metode blev set som vigtig for at bryde den isolation, som det viste sig, at en del praktiserende arbejder i – også på større klinikker.

Deltagerne havde nogle ændringsforslag til fremtidige supervisionsforløb. Det drejede sig bl.a. om ønsket om, at supervisorerne strammede tidsmæssigt op på startrunder og desuden tydeligt fortalte, hvad vi ville bruge ’traumeanamneserne’ til. Der var ønske om teorioplæg i f.h.t. supervisionsmetoder. Desuden at undgå hurtige supervisioner, i nogen situationer at give mere tid til fordybelse for derved at undgå at frustrere supervisanden.  Der var ønske om, at deltagerne øvede mere supervision af hinanden under overordnet supervision af supervisorer. Dette med henblik på bedre at kunne implementere kollegial supervision i egen praksis.

 

Gruppeproces

 

Som udgangspunkt noterede vi os, at gruppens parathed var relativ stor til at tale om og bearbejde arbejdsrelaterede problemer. Der var flere, der havde supervisionserfaring og et par stykker, som selv gav supervision og faglig vejledning.

 

Flere deltagere har i deres spørgeskemabesvarelser nævnt gruppens tryghed og støtte som væsentlige faktorer for deres udbytte af processen.

Vi bringer her et par citater:

 

"Vigtigste for mig i dag har været at mærke det respektfulde forum og gruppens kreativitet og åbenhed."

"Tid nok til at afrunde 'problemet' ordentligt. Alle kom til orde og jeg mærkede en tilfredshed i gruppen som helhed."

 

Set med vore øjne har gruppen - på trods af, at to deltagere valgte at stoppe i utide og en ny startede efter sommerferien, - fungeret godt. Stemningen har været tryg, og der har på nær en enkelt gang, været stor villighed til at lade sig supervisere, hvilket har bidraget yderligere til den fælles oplevelse af tryghed.

 

Deltagernes udbytte

 

Generelt giver gruppedeltagerne et billede af at have fået udbytte af såvel egne som andres supervisioner. Flere angiver at have tilegnet sig redskaber indenfor ledelse, konflikthåndtering og at finde sin egen måde at være fysioterapeut på.  Redskaberne bliver anvendt i dagligdagens faglige relationer og opgaveløsninger.                  

En deltager beskriver at have fået erkendelse af og afklaring af indre konflikter mellem følelser og handling i daglig praksis, både i forholdet til kolleger og patienter og på et fagligt og et kollegialt/personligt plan.

 

 

Perspektivering

 

Det er en heldig kendsgerning, at god supervision er kendetegnet ved, at alle deltagere – gruppe, supervisand og supervisor – er vindere. Der er fagligt og personligt udbytte til alle.

 

Vi har som supervisorer den holdning, at vi er gruppeledere med særligt kendskab til gruppeprocesser, lærings- og supervisionsmetoder. I de sager der præsenteres, er det supervisanden, der ved, hvad der er i spil, og vi benytter os af, at han er ekspert på sig selv.

 

Vores opgave er at følge, være i dialog, støtte og spejle med henblik på supervisandens afklaring og handlebeslutning. Det er en stor udfordring hver gang, og især er det en kunst på den ene side at holde sig tilbage, at undgå at komme med løsningsforslag eller på anden måde at ’kloge’ sig, - og på den anden side at være stimulerende, udfordrende og konfronterende.

 

Vi har lært om og af hinandens måde at gøre tingene på.

Vi har fået erfaring med at arbejde med én gruppe praktiserende fysioterapeuter, og selvom en anden gruppe fysioterapeuter i samme kategori sandsynligvis vil fremvise andre sider af den udfordrende virkelighed, så er der for os ingen tvivl om, at vores erfaring kan fremdrages og nyttiggøres i en ny sammenhæng.

 

Vi har erfaret, at der i denne gruppe af praktiserende fysioterapeuter, var sammenfald i arten af problemstillinger, der blev fremført. Der var mindst ligeså mange nuancerede måder at håndtere disse på, som der var deltagere i gruppen. Den mangfoldighed af muligheder, der således åbenbaredes i gruppen, genererede, som forventeligt, ny inspiration til både deltagere og supervisorer. Og vi er blevet bekræftet i vor formodning om, at der igennem supervision er arbejdstilfredshed og -glæde at hente for en praktiserende fysioterapeut.

 

Vi tror og håber at denne og andre former for supervision vil vinde indpas i en fysioterapeutisk hverdag, hvor kvaliteter som fordybelse, empati, relationer og kontakt er i forgrunden når det gælder om at forbedre behandlingseffekten.

 

RESUMÉ

 

 

Igennem et år var 7 praktiserende fysioterapeuter deltagere i et fagligt og personlig supervisionsforløb, hvor supervisorerne har afsæt i fysioterapi, psykosomatik og kroppsykoterapi, med det formål

 

  • At undersøge om supervision som arbejdsmetode kan have indflydelse på faktorer som arbejdstilfredshed, arbejdsglæde, faglig standard og faglig effektivitet.
  • At undersøge hvilke skjulte eller ringe belyste problemfelter, der spiller en rolle for fysioterapeuter i primærsektoren, herunder hvorvidt og i hvor høj grad fænomener som sekundær traumatisering, udbrændthed, stress og parallelprocesser spiller en rolle for fagudøvelsen
  • At undersøge om etablering af en supervisionskultur indenfor primærsektoren i fysioterapifaget er en relevant måde at opnå højere standarder indenfor faget.

 

I forløbet gennemgik alle problematikker fra deres arbejdsliv, som var patientrelationer, samarbejdsrelationer, stress og ledelsesproblematikker. Vi benyttede os af teknikker som reflekterende teams, episodeanalyse, rollespil, tuning in og spejling.

 

Det er interessant, at det i gruppen var samarbejdsrelationer, der udgjorde langt den største del af tidsforbruget. Der blev ligeledes brugt en del tid på stress. Og det var i denne gruppe således, at det, der var den primære stressor var – samarbejdsrelationer!

 

Vi satte fokus på sekundær traumatisering, og fik et fingerpeg om, at fysioterapeuter sandsynligvis ofte befinder sig i et traumefelt med risiko for at udvikle  sekundær traumatisering.

Vi ved at sekundær traumatisering kommer snigende og efterhånden debuterer med symptomer, som er meget lig posttraumatisk stress disorder (PTSD).

 

Konklusionen er, at der i denne gruppe er blevet øget opmærksomhed på psykiske arbejdsbelastninger, konflikthåndtering og grundværdier, og at der generelt er forøget arbejdstilfredshed og -glæde at spore hos deltagerne.

 

 

 

 

 

Bilag 1.       

Kontraktlig aftale

 

 

SUPERVISIONSGRUPPE for Praktiserende Fysioterapeuter 

januar 2005

 

Kære

 

Tak for din tilmelding til gruppen, der mødes første gang d. 17.01.05 kl.  14 – 16:30 på adressen: Skomagergade 8, 1. th., 4000 Roskilde. Alle efterfølgende supervisionsseancer foregår på samme adresse og i det samme tidsrum.

 

Supervisionerne er fastlagt til at foregå d. 17.1, 14.2, 14.3, 11.4, 9.5, 6.6, 5.9, 3.10, 31.10 og 28.11 2005, og vi (supervisorerne) vil begge være til stede alle gange.

 

Deltagerprisen er 1500 kr. for hele forløbet, som du bedes medbringe i kontanter eller check den første gang. Vi kan desværre ikke modtage betalingskort.

 

Til første gang vil vi bede dig om at overveje, hvad du kunne tænke dig at få ud af dette forløb. Vi vil også bede dig have en case, et samarbejdsproblem, en problematik fra dit arbejdsliv eller hvad du har behov for med, som du gerne vil superviseres på.

 

Vi glæder os til at mødes med dig og de øvrige deltagere (i alt 7) og medsender til  orientering adresseliste samt vore tanker vedrørende supervision, tavshedspligt m.m.

 

 

Hvad er supervision?

Supervision kan defineres ganske enkelt: At en person (supervisor) hjælper en anden (supervisand) til at kunne løse sine arbejdsopgaver med større tilfredsstillelse.

 

Supervision er en særlig læreproces hvorigennem supervisanden øger sine faglige og personlige kvalifikationer - og  lærer at udnytte disse bedre.

 

En mere formel definition: Supervision er en tidsbestemt, kontraktlig,  problemafklarende, udforskende og handlingsudviklende læreproces, hvor en faglig kompetent person hjælper en anden med at integrere faglige problemstillinger, kundskaber og holdninger, således at supervisanden bliver bedre i stand til at handle kvalificeret i forhold til patienter, kolleger og i forhold til fagets teori og metode.

 

 Vi har etableret os som en direkte følge af

-          at der ikke er nogen særlig udviklet tradition for supervision af fysioterapeuter i almindelighed

-          at vi ser og mærker et uopfyldt behov for supervision blandt vore kolleger

-          at vi har stor lyst til at bruge vor erfaring som supervisorer

-          at vi vil være medudviklere af en fysioterapeutisk supervisionskultur

 

 

At modtage supervision

er noget man skal lære, - og for at nå dertil forudsættes en personlig parathed. At du er parat er imidlertid ikke det samme som, at det er nemt.

 

Det er vanskeligt for mange af os, at fortælle andre om de problemstillinger vi sidder i, både personligt og arbejdsmæssigt. Det vil være naturligt at vi har vore forsvar mobiliseret, når talen er på vore egne ømme punkter.

 

DERFOR er det af største betydning at gruppen bliver et trygt sted at være og at den formår at rumme de problematikker, som fremføres af gruppens medlemmer.

For: Supervision kan kun modtages i en tryg, anerkendende og tillidsfuld atmosfære.

 

 

Tavshedspligt

er en del af denne tryghed. Tavshedspligten gælder alle i gruppen, supervisander og supervisorer. Den betyder at du ude i verden ikke kan tale åbent om andre end dig selv.

 

Det er en selvfølgelighed, at alle oplysninger, der kommer frem under supervision behandles helt fortroligt. Hvis man skal kunne være åben omkring sine vanskeligheder i arbejdet, må man være sikker på at man ikke bagefter bliver gjort til samtaleemne blandt kolleger.

 

At komme til stede:

I supervision arbejder vi med ”her og nu”. Det er derfor af stor vigtighed at deltagerne kommer til stede i situationen og ikke har tankerne andre steder. For at opnå størst muligt nærvær i gruppen benytter vi os  af kropslige teknikker / øvelser.

 

Supervisionerne vil derfor typisk starte med lidt kropsligt, fx grounding, og en runde.

 

Ikke at være til stede: 

Hvis du er forhindret i at komme til supervisionen, bedes du melde afbud ved at kontakte en af os pr. tlf. eller evt. give besked herom gangen før.

 

Metode:

Reflekterende team, enkeltsupervision, episodeanalyse, modellering.

 

Metoden med reflekterende team indebærer, at supervisor og supervisand først taler sammen i overværelse af de øvrige gruppedeltagere, der udgør det reflekterende team. Undervejs i sessionen får teamet mulighed for at tale sammen om, hvad de gør sig af tanker og overvejelser om den aktuelle sag – supervisand og supervisor lytter.

 

Metoden bygger på den erfaring, at supervisanden tilføres en række nye forståelses- og handlemuligheder ved at få støttende og ressourceorienteret tilbagemelding fra gruppen.

 

Afgrænsning fra terapi:

Supervision er beslægtet med terapi på den måde at det er personlige problemstillinger der behandles. Men supervision er:

1) begrænset til problemstillinger i forhold til udøvelsen af faget

2) går ikke ind i individualhistoriske forklaringsmodeller.

 

Hvad får man supervision på?

Alt hvad der fylder i dagligdagen kan være relevant. Det er hyppigt relationer til patienter, samarbejdspartnere, kolleger, symptomer på stress eller begyndende udbrændthed.

Det er på en måde ganske enkelt: Det der optager dig i dit faglige liv kan bringes frem i gruppen.

 

Hver gang et problem bliver bearbejdet i supervision forvandler en oplevelse sig hen imod at blive en erfaring.

  

Supervisandens efterarbejde

Det er vigtigt for processen at der hos den enkelte supervisand foregår en vis efterbearbejdning  af det, der er foregået i supervisionsgruppen. Husk at hverken dine gruppekammerater eller vi sidder inde med den endelige sandhed. Det, der er sagt til dig, kan du vælge at tage som forslag til eftertanke. 

 

Det er også vigtigt, at du jævnligt vurderer om du får noget ud af supervisionen – eller om du  oplever at spilde din tid! Hvis du skal hjælpe dine patienter/klienter til at gøre deres liv mere livligt og meningsfuldt er det nødvendigt, at din egen udvikling holdes i gang, og at det giver mening for dig at deltage i supervisionsgruppen.

 

Venlig hilsen

Hans Henrik og Birgitte

 

Litteratur:

Vi anbefaler SKJULTE RESSOURCER af Ken Heap og Susanne Bang som grundbog.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bilag 2.          Spørgeskemaer 

 

Spørgeskema A:

 

 

Efter hver supervision bedes hver enkelt gruppemedlem besvare nedenstående spørgsmål:

 

1:

Hvad har i dagens supervision været vigtigst for dig – fagligt og personligt?

 

2:

Angiv din tilfredshed med dagens supervision på en skala fra 1-10, hvor 10 er helt igennem tilfreds og 1 er slet ikke tilfreds

2A

Uddyb venligst din angivelse ovenfor

 

3:

Angiv venligst dine refleksioner over dit eget bidrag til supervisionen i dag:

 

 

Spørgeskema B

 

Bedes besvaret ved afslutningen af supervisionsforløbet.

1:

Prøv at se tilbage over de forløbne 10 gange og beskriv i generelle termer hvordan du – helt subjektivt – synes det har forløbet

 

2:

Beskriv helt konkret hvad du har fået ud af dette forløb

 

3:

Beskriv mere overordnet hvad du mener supervision kan bruges til i fysioterapifaget som helhed og mere specifikt i den del af faget, hvori du er beskæftiget

 

4:

Er der elementer eller helheder i den supervision du har været igennem som du har ideer til hvordan kan gøres bedre/sjovere/dybere/mere interessant?

 

 

 

Spørgeskema C

 

 

1:

Hvad håber du/forventer du er forandret for dig ved udgangen af dette år efter  supervisionsforløbet?

 



[1] Lennart Ollars: Fra amatør til mester.

[2] Ken Heap og Susanne Bang: Skjulte ressourcer

[3] Susanne Bang: rørt ramt og rystet

[4] citeret efter: Henrik Wengel: supervision i grupper.

[5] Lars Korsgård mfl.: Lægen som lægemiddel

[6] Lars Korsgård mfl.: Lægen som lægemiddel

[7] Ken Heap og Susanne Bang: Skjulte ressourcer

 

[8] Psykologisk-pædagogisk ordbog

[9] Hawkins, Shohet: Supervision in the helping professions. OUP 1989

 

[10] Susanne Bang: Rørt, ramt og rystet